fredag den 16. september 2011

En lille opdatering af bloggen

Ude i højre sidemargen har jeg tilføjet en oversigt under navnet "Nyttige Links", hvor der løbende vil blive lagt relevante links op. Det kan være alt fra interessante artikel til generelle web-adr., der har relation til geografifaget og folkeskolen.

I tænkeboks

Så er endnu en bachelordag veloverstået. Der blev rusket op i tankerne og udvekslet idéer. Jeg må sige, at det er ret inspirerende at høre, hvad mine medstuderende har af overvejelser og interessante indspark til deres bachelorprojekter. Det er med til at sætte gang i egen tankevirksomhed.
Jeg er nået frem til nogle centrale nøglebegreber, der nu danner udgangspunkt for mit BA-projekt. Der skal arbejdes med globalisering, interkulturalitet og verdensborgerskab. Hvordan det hele kommer til at spille sammen, er jeg endnu ikke afklaret med, men det vigtigste er, at jeg har et udgangspunkt for det videre forløb. Der skal idéudvikles og reflekteres, så mit genstandsfelt bliver mere specifikt.  

I stk. 3 i formålet for faget geografi står der, at undervisningen skal bidrage til elevernes forståelse af fremmede kulturer, så interkulturalitet og Nepal er mere end oplagt :-)

http://www.uvm.dk/service/Publikationer/Publikationer/Folkeskolen/2009/Faelles%20Maal%202009%20-%20Geografi/Formaal%20for%20faget%20geografi.aspx

tirsdag den 6. september 2011

Idéen med bloggen

Jeg skal så småt til at begynde på mit bachelorprojekt, der skal afrunde mine fire år på Læreruddannelsen. I dag har jeg så afleveret min tilmeldingsblanket, hvor der meget tydeligt er skrevet GEOGRAFI hen over. Hvad jeg mere specifikt vil skrive om,  er jeg endnu ikke kommet på, men jeg ved, at det nok skal dukke op.
Jeg skal i forbindelse med min praktik i oktober en tur til Nepal, hvor jeg skal undervise på en landsbyskole. Det bliver derfra, jeg henter mine idéer og noget spændende empiri med hjem. Og for at det ikke skal være alt for besværligt at kommunikere med omverdenen, kommer bloggen hér ind i billedet. Jeg vil således- så vidt det er muligt- holde jer opdateret om min færden og oplevelser med det nepalesiske skolevæsen. Hvordan mon man holder skole i Nepal? Og hvordan er den anderledes/sammenfaldende  med den danske folkeskole? 
Bloggen vil udover at tjene som "rejsedagbog" også fungere som skriveværksted og refleksions/idébank under hele min bachelorskrivning. Jeg håber meget, du har lyst til at kommentere, debattere, komme med inputs eller bare følge mig i min skriveproces fra idé til virkelighed.
Velkommen!