På rejse i det fremmede

Langt om længe har jeg fundet et netværk- Det kan godt tage tid her i Nepal! Men nu hvor jeg har muligheden, vil jeg da lige fortælle lidt om mine oplevelser i det nepalesiske. I de sidste seks dage har jeg været rundet i tre byer, der er vidt forskellige at udseende, men også de mennesker, der lever i dem. I Kahtmandu var det tydeligt at se, at man befandt sig i en storby, der ligesom mange hovedstader er præget af stor trafikbelastning, os, støj og mange mennesker på meget lidt plads. Jeg må sige at det chokerede mig, hvor dårlige forhold hovedstadsbeboerne lever under… ikke noget at sige til, at den gennemsnitlige levealder ikke er mere end omkring de 60 i Nepal og så det lavere i Kahtmandu. Generelt er nepaleserne meget imødekommende og venlige- ikke pågående som jeg har oplevet i andre lande, når jeg som høj (hernede meget høj) og lyshåret kvinde kommer gående i mylderet af mennesker.

Det er tydeligt at se, hvilken klasse eller kaste de forskellige nepalesere tilhører- det ud fra hvor rene og velklædte de er. Det er dog tydeligst hos mændene, da kvinderne gør meget ud af at være præsentable. Jeg bryder mig faktisk ikke meget om Kahtmandu pga. trængslen, men en morgen, da jeg var tidligt afsted, blev jeg noget overrasket, da byen var tom for biler, mennesker og luften ren. Den gamle bydel Thamel er rigtig smuk med sinde mange templer og krogede gader.

Jeg talte med en 12-årig dreng en af de første dage i byen, der talte ok engelsk- han kunne i hvert fald kommunikere; Han fortalte, at han ikke gik i skole, da han skulle hjælpe med at passe sine søskende og tjene penge til familien. Han havde lært engelsk af sin onkel, der bestemte i familien. Hans far indsamlede skrald og kørte det til brænding. Det er sådan de gør i Nepal- brænder affaldet på gaderne, hvilket sender en meget ubehagelig lugt rundt i gaderne- ikke nok med den meget markante trafiko- ikke noget at sige til, at nepaleserne går og spytter lungerne ud. Det ville ikke undre mig om mange døde af kold.

Fra Kahtmandu tog jeg med lokalbussen fire timer ud af byen til kabelvognene, der fragter pilgrimme og alle os andre op – og ned igen- til Manakumana. Lykkens tempel er placeret her- 1342 m over havet- og lørdag, der er nepalesernes helligdag, ankommer mange hinduer for at ofre en ged og bede om sønner, godt helbred og en god portion lykke i livet. Det var interessant at se, hvor meget familierne havde gjort ud af at pynte sig, men for mange er det måske også første og sidste gang de har råd til at tage turen til Manakumana. Jeg følte mig ikke videre velkommen i byen modsat andre steder, jeg har været hernede.

En pige, der var på rejse med sin studieklasse og lærer, fortalte mig, at hvide og andre religioner anses som den laveste kaste, hvilket måske kan være skyldes byens måde at tage imod otte hvide menneskers tilsynekomst. Mange stoppede op for at tage billeder- hvilket jo i sig selv ikke er unormalt, når man rejser i østen- men uden at smile eller kommunikere.. måske er det ikke noget nepalesere gør så meget, når de hilser.

Pigen jeg talte med var meget interesseret i vores kultur og i vesten. Indtil videre har jeg et indtryk af, at vesten idylliseres utrolig meget. Hun gik meget op i vores rigdom, og om hvorvidt jeg var gift. Hun var meget forundret over mit nej, da jeg i hendes øjne- hun var 17- er gammel. Hun fortalte at hendes søskende på min alder allerede havde to børn hver. Hun var i Manakumana som en del af hendes uddannelse, hvor hun skulle videre på omrejse. Jeg fangede ikke helt, hvad hun studerede, men noget med håndværk, hvor turen var en del af det praktiske forløb. Hun havde selv gået i privatskole i nærheden af den by, hvor hun kom fra- fangede at den lå i det østlige Nepal et stykke ude fra Kahtmandu.

I dag er jeg i en smuk lille by- Bandipur- med den indtil nu sødeste befolkning. De fleste taler nogenlunde engelsk- set ud fra nepalesisk standart- hvilket i høj grad skyldes byens turisme. Ikke at her er mange turister, men beboerne er mere vandt til besøgende en det var tilfældet i Manakumana. De har en fin lille skole, hvor der er tilknyttet nogle frivillige pædagoger. Byen lever af sin turisme og af landbruget i området. Landbruget er i høj grad subsitenslandbrug, hvor de enkelte familier er afhængige af  udbyttet. Ca. 82% af befolkningen lever af to dollar om dagen (FN’s fattigdomsgrænse), så der er en udpræget fattigdom i landet.

En af arbejderne på hotellet jeg bor på i Bandipur viste mig en avis, hvor de reklameret for et dansk boy band, der kommer til Kahtmandu d. 17.november for at give koncert. Jeg spugte- måske lidt dumt- om han skulle ind at høre koncerten, hvorefter han begyndte at grine og sagde, at det havde han ikke råd til- ”it’s many money”- men han chef, der ejer hotellet skal ind til koncerten.

Her til aften havde jeg igen en samtale med Nabil, der handlede om kultur og religion. Han fortalte om festivallen, der begynder i Nepal i morgen, og om hvor vigtig den er for nepalesere- nok som vores påske i kristendommen- og for familiernes møde med hinanden. Igen blev jeg spurgt, om jeg er gift- nej- det var han heller ikke selv… Men han og hans familie var i gang med at socialisere (som han kaldte det) med forskellige familier med døtre.
I morgen går turen med lokalbussen til Pokara, hvor jeg skal trekke i tre dage i Anapurna-dalen- det bliver så super. 

Hvornår og om jeg får mulighed for at komme på nettet igen skal jeg ikke kunne sige- men jeg håber på at kunne skrive igen. Indtil da- hyg jer.

Hilsen fra Nepal 

Med rejsetasken fuld af forventninger og habengut

Så kom tiden for min tur til Nepal, hvor der skal opleves i fulde drag.

Her til aften fik jeg pakket det sidste habengut til rejsen og proppet min rejsedagbog, Turen går til Nepal og mit lånte kamera- med et stort tak-  ned i rygsækken. Om jeg har glemt noget, skal jeg ikke kunne sige- Men hvad mere behøver jeg, når kameraet og dokumentationsgrejet er på plads?

Det bliver super at komme ordentligt i gang med BA-projektet. Jeg håber på at komme hjem med en fantastisk mængde empiri- og selvfølgelig en hel del oplevelser rigere – der tilsammen skal danne et godt udgangspunkt for min BA.

Jeg vil iføre mig de antropologiske og etnografiske briller og undersøge, hvordan et lokalsamfund, der ligger så langt væk fra Danmark og fungerer under en anden kultur, danner rammerne for en anden levevis, en anden livsopfattelse og andre levevilkår. Hvordan bliver mit møde med lokalfolket – hvori lægger kulturforskellene og hvordan manifestrer de sig – hvordan ”holdes” der skole –  er der spor af globaliseringsprocesser og hvordan kommer disse til udtryk – hvordan ser lokalbefolkningen på deres landsby og Nepal som en del af et verdenssamfund osv.

Spørgsmålene er mange og tiden knap, men nogle svar skal findes, hvis det er muligt, så jeg glæder mig til at få bekræftet og i højere grad at få afkræftet nogle af alle de forforståelser og tanker, jeg har gjort mig omkring mit møde med en anden kultur.

Man kan stille sig selv spørgsmålet: Hvad i alverden skal jeg til Nepal og rode rundt efter?

Men så kan jeg igen spørge: Hvordan vil du bidrage til elevernes forståelse af fremmede kulturer, og til at de erkender naturgeografiens og - i dette tilfælde -kulturgeografiens bidrag til vores verdensbillede, der i sidste ende skal lede frem til, at eleverne får tillid til egne muligheder for stillingtagen og handlen i forhold til spørgsmål om menneskets samspil med naturen – LOKALT og GLOBALT!! (Jeps- det er hentet fra geografifagets formål)

Så mon ikke en tur til Nepal vil gøre mig en smule klogere på, hvordan jeg vil varetage en undervisningen i ovenstående og ikke mindst give mig et lille indblik i den omverden, jeg skal undervise om. 

Vi får se.

Og med dette indlæg: God efterårsferie til alle!