søndag den 16. oktober 2011

Med rejsetasken fuld af forventninger og habengut


Så kom tiden for min tur til Nepal, hvor der skal opleves i fulde drag.
Her til aften fik jeg pakket det sidste habengut til rejsen og proppet min rejsedagbog, Turen går til Nepal og mit lånte kamera- med et stort tak-  ned i rygsækken. Om jeg har glemt noget, skal jeg ikke kunne sige- Men hvad mere behøver jeg, når kameraet og dokumentationsgrejet er på plads?
Det bliver super at komme ordentligt i gang med BA-projektet. Jeg håber på at komme hjem med en fantastisk mængde empiri- og selvfølgelig en hel del oplevelser rigere – der tilsammen skal danne et godt udgangspunkt for min BA.
Jeg vil iføre mig de antropologiske og etnografiske briller og undersøge, hvordan et lokalsamfund, der ligger så langt væk fra Danmark og fungerer under en anden kultur, danner rammerne for en anden levevis, en anden livsopfattelse og andre levevilkår. Hvordan bliver mit møde med lokalfolket – hvori lægger kulturforskellene og hvordan manifestrer de sig – hvordan ”holdes” der skole –  er der spor af globaliseringsprocesser og hvordan kommer disse til udtryk – hvordan ser lokalbefolkningen på deres landsby og Nepal som en del af et verdenssamfund osv.
Spørgsmålene er mange og tiden knap, men nogle svar skal findes, hvis det er muligt, så jeg glæder mig til at få bekræftet og i højere grad at få afkræftet nogle af alle de forforståelser og tanker, jeg har gjort mig omkring mit møde med en anden kultur.
Man kan stille sig selv spørgsmålet: Hvad i alverden skal jeg til Nepal og rode rundt efter?
Men så kan jeg igen spørge: Hvordan vil du bidrage til elevernes forståelse af fremmede kulturer, og til at de erkender naturgeografiens og - i dette tilfælde -kulturgeografiens bidrag til vores verdensbillede, der i sidste ende skal lede frem til, at eleverne får tillid til egne muligheder for stillingtagen og handlen i forhold til spørgsmål om menneskets samspil med naturen – LOKALT og GLOBALT!! (Jeps- det er hentet fra geografifagets formål)

Så mon ikke en tur til Nepal vil gøre mig en smule klogere på, hvordan jeg vil varetage en undervisningen i ovenstående og ikke mindst give mig et lille indblik i den omverden, jeg skal undervise om. 
Vi får se.
Og med dette indlæg: God efterårsferie til alle! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar