Kulturmøde

At føle sig fremmed i et andet land har i høj grad noget at gøre med den kultur, man møder, og hvilken kultur man selv har med sig i bagagen. Kultursammenstød er et meget energiladet  ord, men ikke desto mindre korrekt. Jeg har ofte oplevet at stå i en situation med et andet menneske, hvor tilgangen til en given handlig eller et emne er dyb forskellig, netop pga. de kulturforskelle, normer og traditioner, vi hver især har med os i vores handlen og møde med omverdenen.

I Nepal blev det endnu tydeligere, end hvad jeg før har oplevet. Måske netop fordi jeg var i ”mindretal” og befandt med i en kultur med en anden kultur (min egen) i en længere periode. Det sværeste var pudsigt nok de små handlinger, så som at hilse på, spise og ytre et ja og nej, som jeg hjemmefra ikke havde tænkt ville være de største udfordringer, i og med at de var de hårdeste at vende sig til, fordi vores måder at udføre en handling på (fx en hilsen), er så dybt forankret i vores normer og kultur. Derimod var det lettere at vende sig til en anden måde at leve på, hvilket jeg tænker er rodfæstet i menneskets tilpasnings-/overlevelsesinstinkt.

At være kvinde i Nepal er ikke overraskende meget modsat det at være kvinde i Danmark. Vi står under mændene i rang, også selvom man tilhører en af de højeste kaster. Kvinder har ved lov samme rettigheder som mænd, hvad angår uddannelse, sundhed og andre offentlige ydelser. Men parallelt med lovgivningen opretholdes det gamle kastesystem og de hertil knyttede tabuer, normer og traditioner, der stadig den dag i dag fastholder kvinderne i en position som mindre værd.

Det var meget tydeligt at se på bl.a. rollefordelingen og arbejdsfordelingen blandt mænd og kvinder – selvfølgelig forskellig fra kaste til kaste. Jeg havde utrolig svært ved at skulle ”indrette mig” ved bl.a. at hilse på en bestemt måde, når det var til mænd – ikke at komme til at smile til dem på gaden (hvilket jeg hyppigt gør herhjemme, når jeg får øjenkontakt med folk) da det kan virke løssluppent. Jeg kunne heller ikke være i selskab med et mandligt køn uden en ældre gift kvinde eller min mandlige vært var til stede.  Og så var der det med påklædningen, der for mig ikke var så svær at følge, men mere var en irritation over ikke at kunne være sig selv!!

Mange af de kvinder jeg talte med under mit ophold, havde svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke er gift. For dem at se er det en underlig handling at sende en ung kvinde alene ud i verden.

Hele måden at tænke skole på i Nepal er i formen meget ens vores skolesystem, men langt fra hvad angår indhold, metoder og dannelse. Med de forskellige livsopfattelser og levemåder i baghovedet var mit virke som lærer en vanskelig, men interessant opgave at forvalte. Du bliver uhyggelig bevidst omkring, hvad du signalerer, hvornår du inddrager din egen kultur, og hvornår du er nødt til at forkaste den.  Jeg har flere gange været nødsaget til at ty til metoder, der ligger fjernt fra min egen pædagogiske overbevisning. Behaviorisme er en metode, der hersker i skolesystemet, hvor klasseforskelle bliver gjort tydeligere af belønningssystemet. Men når man ikke kan kommunikere verbalt med børnene, må man i første omgang anvende den kode, de forstår. Først herefter kunne jeg langsomt forsøge mig med anderledes tilgange til undervisningen.   

Jeg kan mærke, hvordan jeg stadig bliver frustreret over min undervisning dernede. Jeg tror ikke, at det var mange der lærte noget af den, men igen så lærte de vel netop en hel masse – om de var bevidste om det eller ej. For det første mødte de et menneske fra en anden del af verden, som de ikke møder hver dag modsat børn i Danmark. For det andet har de været inddraget i et andet læringsrum, end hvad de er vant til fra den daglige skolegang. De har skulle kommunikere gennem andre metoder – og prøve at forstå, hvad jeg forsøgte at kommunikere – om det så er lykkedes eller ej for dem, så har det at de skulle tænke og lytte på en anden måde vel givet et eller andet!!?

Det er min påstand, at en undervisning herhjemme uden verbal kommunikation vil forløbe lettere, da jeg som lærer vil kende de kulturelle koder for, hvordan jeg kan navigere i et læringsrum, hvordan jeg aflæser elevernes signaler – forstår de mig eller ikke, er de glade, triste, sure  osv.  Fordi jeg med min kultur i min kultur kan forhandle diskurser og koder om handlinger og forståelser, der er tydelige for eleverne uden brug af sproget.  Modsat Nepal hvor jeg skulle lære at afkode og forstå deres kultur, før jeg kunne begynde af forhandle rammerne og ”det nye sprog” med dem.